Det er efterhånden velkendt at mennesker der lider af søvnapnø har større risiko for at blive involveret i arbejds- eller trafikulykker, simpelthen fordi de sover for dårligt om natten og derfor er søvnige og ukoncentreret om dagen. En svensk undersøgelse har dog vist, at det samme gør sig gældende for folk der snorker meget (”heavy snorers”) og derfor lider af overtræthed (”excessive daytime sleepiness, EDS”) men uden at have søvnapnø. Forskerne har fulgt en stor gruppe af mænd over en periode på 10 år. De fandt at mænd, der snorker meget og lider af EDS, har en 2,2 til 3,1 gange større risiko for at komme ud for en arbejdsulykke. Risikoen var større for mænd der arbejder i typiske håndværkerfag end mænd der arbejder i andre stillinger så som kontorarbejde.
Undersøgelsens resultater passer godt med tidligere studier vedrørende søvnapnø og arbejds- og trafikulykker. Studier i England har ligefrem konkluderet at EDS som følge af snorken er en større risiko i trafikken end alkohol hvis man ser på dødsulykker. Det svenske studie understreger, at der er god grund til at tage snorken lige så alvorligt som søvnapnø når det gælder sikkerhed på arbejdet.
Kilde: Role of Snoring and Daytime Sleepiness in Occupational Accidents. EVA LINDBERG, NED CARTER, THORARINN GISLASON, and CHRISTER JANSON. Am J Respir Crit Care Med Vol 164. pp 2031–2035, 2001.